Rejse- og befordringsgodtgørelse
Hvordan er reglerne for rejse og befordringsgodtgørelse?
Til rejse med overnatning – uanset reduktion for fri fortæring til dækning af udgifter til småfornødenheder udbetales et beløb på indtil 25% af standardsatsen for fortæringsudgifter. De 25% af satsen beregnes for den samlede rejse, dvs. også for evt. påbegyndte timer på en tilsluttende rejsedag.
Ved rejse med overnatning (og hvor den rejsende selv sørger for overnatning) udbetales 184 kroner pr. døgn.
Rejsegodtgørelse
Rejse uden overnatning:
Der kan ikke udbetales skattefri rejsegodtgørelse, og eventuelle merudgifter (fortæring og småudgifter m.v.) kan alene dækkes efter regning.
Rejse i Danmark med overnatning:
Det er en betingelse, at medarbejderen skal være på tjenesterejse for skolen (Roskilde Kommune), og den skal være foretaget på skolelederens (kommunens) foranledning og medføre, at medarbejderen ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. På rejser med overnatning og hvor rejsen varer mindst 24 timer, kan der udbetales skattefri rejsegodtgørelse med følgende beløb:
Fortæring:
377,00 kroner pr. hele døgn og 1/24 heraf pr. påbegyndt time for tilsluttende rejsedag (hjemrejsedagen), hvor medarbejderen ikke når op på et helt døgn (det svarer til 15,71 kroner pr. påbegyndt time).
Reduktion:
Hvis der på rejse i Danmark med eller uden overnatning ydes gratismåltider/fri fortæring, skal der ske reduktion i fortæringsgodtgørelsen med 15% (56,55 kroner), 30% (113,10 kroner) og 30% for henholdsvis morgenmad, frokost og middag. Er kosten fuldt ud betalt, sker der således en reduktion af døgnbeløbet på 75% (282,75 kroner).
Minimumssats:
Uanset ovennævnte reduktion for fri fortæring til dækning af udgifter til småfornødenheder kan der udbetales et beløb på indtil 25% af standardsatsen for fortæringsudgifter. De 25% af satsen beregnes for den samlede rejse, dvs. også for evt. påbegyndte timer på en tilsluttende rejsedag.
Ved rejse med overnatning, hvor den rejsende selv sørger for overnatningen, kan der til logi udbetales 184 kroner pr. døgn.
Rejse i udlandet med overnatning:
Der gælder de samme regler for udbetaling af skattefri godtgørelse for merudgifter som i Danmark. Der kan dog være lande, hvor satserne for fortæring og småfornødenheder er højere.
Om reduktion gælder samme regler som for rejse med overnatning i Danmark.
Ved rejse med overnatning gælder det, som nævnt ovenfor ved rejse i Danmark, at der til logi kan udbetales 184 kroner pr. døgn i tilfælde, hvor den rejsende selv sørger for overnatningen.
Befordringsgodtgørelse
Godtgørelsen til dækning af udgifter ved benyttelse af egen bil eller motorcykel udgør for kørsel indtil 20.000 km. årligt 3,47 kroner pr. km., og for kørsel udover 20.000 km. årligt 1,83 kroner pr. km.


