Rygning til julefrokosten...
Må du ryge til julefrokosten på skolen i år?
Nej, siger Arbejdstilsynet.
Reglerne om rygning gælder, så længe man er på arbejdspladsen - uanset, om det er efter arbejdstid. Reglerne for, hvor man må tillade rygning under julefrokosten, er de samme som til hverdag.
Det vil sige, at det også under julefrokosten er forbudt at ryge indendørs på arbejdspladsen, med mindre det er besluttet at tillade rygning i særlige rygerum, rygekabiner eller lokaler, hvor der kun arbejder én person ad gangen. Reglerne for rygerum gælder også til julefrokosten.
Et rygeum skal være et lokale, der er særligt indrettet til rygning, og lokalet skal have gode udluftningsmuligheder eller ventilation. Et rygerum må ikke være et gennemgangsrum, og der må ikke serveres mad og drikke i rummet.
Hvad gælder så, hvis julefrokosten holdes i selskabslokaler eller på en restaurant?
Hvis den holdes i selskabslokaler eller på en restaurant, gælder de regler, der normalt vil gælde det pågældende sted. På restauranter og i selskabslokaler, hvor der medvirker køkken- eller serveringspersonale, må der ikke ryges ud over i rygerum. I lejede lokaler uden køkken- eller serveringspersonale bestemmer man selv.



